Projekt Retsfølelse

For et tryggere Danmark

Projekt Retsfølelse

Grundpillen i projekt retsfølelse er at du som borger har ret og pligt til at tage stilling til samfundets vanskelige retsspørgsmål. Slut med bøvlet bureaukrati og højt betalte offentligt ansatte – nu er det dig som borger, der skal tage stilling til forbrydernes skæbne.

Velkommen til det første danske retseksperiment, hvor DU som borger får lov til at bestemme hvad der skal ske med de elementer, der truer sikkerheden i det danske samfund.

Er du træt af at mordere, voldtægtsforbrydere og terrorister går fri på grund af tekniske detaljer? At  voldsmænd går frit rundt imens de venter på at afsone deres straf? At se samme forbrydere igen og igen begår grov kriminalitet?

Så har du nu muligheden for at sikre dig og din familie, at disse mennesker får som fortjent!

Med projekt retsfølelse har du som statsborger i Danmark nu mulighed for at hjælpe systemet med at træffe vanskelige valg og samtidig spare samfundet for omfattende omkostninger ved lange retssager. Projektet vil altså frigive midler til skoler, ældrepleje og sygehuse samtidig med at det bidrager til den offentlige retsfølelse.

Dette projekt vil nedbarbere de udgifter systemet bruger på belastende elementer. Gennem et innovativt program med fokus på borgerens demokratiske medansvar for samfundet, vil vi i fællesskab rydde op i Danmark.

Med blot et par klik med musen kan du bidrage med din vurdering af det videre forløb for en af de indsatte i forsøgslejr ”Zeeland”. Husk at de individer, der er visiteret til projekt retsfølelse ikke er blevet tilbageholdt for sjov eller småting. Vi har pligt til at værne om vores frihed og velstand her i Danmark.